Krarup · Espe

Espe er en by på Fyn med 514 indbyggere (2020), beliggende 6 km sydvest for Ringe, 25 km syd for Odense og 19 km nordøst for Faaborg. Byen hører til Faaborg-Midtfyn Kommune og ligger i Region Syddanmark. Espe hører til Espe Sogn, og Espe Kirke ligger i byen.

KRARUP/ESPE (Bernstorffsminde, Hågerup, Lydinge, Snarup og Tange) Det lille samfund med det store opland.

Nord for Espe ligger Espe Folke- og Tumlepark, et herligt rekreativt område etableret på helt privat initiativ i en gammel grusgrav. Her går dagplejemødrene tur med deres børn, lokalbefolkningen mødes til Sct. Hans fest, og fårene gør sit for at holde bevoksningen ned, så området stille og roligt bliver til et spændende overdrevsområde.

I Tumleparken findes en shelter, der står til fri afbenyttelse og i umiddelbar nærhed er der bygget den herligste bålhytte. Parken og derved shelteren ligger mindre end 500 m fra den nyetablerede vandre-, cykel- og ridesti fra Korinth til Ringe, der på smukkest måde, viser det midtfynske landskab fra helt nye sider. Er man på hest, vil det være muligt at benytte denne shelter og samtidig have mulighed for at få sin hest til at gå i en lille fold på stedet.

Har du hund, kan du med fordel besøge Hundeskoven i Espe Skov. Det er en relativ ny skov, hvor ca. 3 ha. er indhegnet. Der er P-plads ved nr. 81. på Assensvej.

Krarup by ligger i et smukt varieret landskab med mange mindre veje og stier som indbyder til herlige ture til fods eller på cykel. Tag på opdagelse ’ud i det blå’, eller læg en plan for ruten. Gå en tur rundt om Nørresø på den 6 km fine afmærkede sti. Eller tag til Brændegårds Sø, hvor der er gode chancer at se en havørn.

Krarup er også kendt for sin friskole – en lille og tryg skole, hvor alle elever og lærere kender hinanden. Her går kreativitet og faglighed hånd i hånd, og nærhed og fællesskab er vigtige faktorer.

Tæt på Krarup finder du desuden Bernstorffsminde Efterskole, landskendt for Gymnastikken, som er deres store fælles fag.

Lokalrådet for områderne omkring Krarup og Espe er også blevet en del af landsbyklyngen ’Hånden under Midtfyn’, hvor der arbejdes for et tættere samarbejde på tværs af nabosognene.

Læs mere...

Find mit Midtfyn på de sociale medier

Her kan du læse mere om hvad der sker på Midtfyn.

Mit Midtfyn

Samler og skaber fællesskab

for hele egnen


Design: Mark & Storm Grafisk A/S